Jeg vil starte ud med at sige dette opslag er MINE tanker og MINE følelser. Jeg har ingen intension om at nedgøre eller sætte ALLE under et. Så husk det når opslaget bliver læst, MIT personlige opslag, MINE personlige erfaringer og MINE personlig kampe. Ingen er ens nogle kan måske nikke genkendene til det de læser mens andre syndes jeg er langt ude. Fair nok der er plads til alles reaktioner. Der er bare ikke plads til nedgørelse og lignende.
Ha ha optimisme… hmmm jeg trode, jeg ville tro på det. Hvis jeg sagde det højt. Men sandt familie og venner er GULD
Jeg skriver dette opslag fordi jeg kan mærke jo mere ærlig jeg er omk. Det hele jo nemmer er det for mig at håndtere. Jeg har brug for at være ærlig, og jeg håber virkelig folk jeg er tæt på læser dette opslag. Uanset hvem jeg møder på min vej. Kommer det samme spørgsmål hvordan har du det og hvad vil du nu efter konkurrencen? Tror ikke det er alle der lige er forberedt på min ærlighed omk. Det hele men jeg har brug for, at dem omk. Mig forstår jeg har det ahelved til og dette opslag giver mig mulighed til at forklare og folk udefra ro til at forstå og forberede sig på det de møder. Jeg vælger også at skrive det, fordi meget af min angst for at tage på. Faktisk ikke handler om mig, men synet fra andre, efter jeg har været så tynd, plugselig tager på. Set tilbage i bakspejlet var jeg gladere og mere tilfreds med mig selv før alt det her. Jeg havde det fint i en nedringet stram kjole, og for det meste følte jeg mig faktisk kvindlig og lækker. Nu skal tøjet helst side så løst som muligt, INTET må stramme. Jo mere det gemmer kroppen væk jo bedre. Jeg er nødtil at fortælle. Andres blikke gør ondt, andres kommentar gør ondt og min tanke om, hvad jeg tror andre forvendter og tænker om mig gør ondt. Derfor dette opslag. Så jeg får muligheden for at fortælle, hvordan jeg faktisk har det. Og folk omk. Mig for muligheden for at tænke sig om, en ekstra gang før de sender mig et blik, eller en kommentar.
Dengang sønnike havde en glad mor og oplevelser ikke var styret af kosten og træningen.
Den ene dag er jeg klar til at gøre det hele igen, den næste er jeg klar til at fortære en hel skål med slik. Det er et stort kaos tiden efter scenen, hvor jeg føler mig tom magtesløs og total forvrænget i hovedet.
Det var virkelig en vild oplevelse og ugen efter havde jeg så meget løst til at hoppe på planen igen og fortsætte til DM. Men fornuften sejrede heldigvis. Min søn er trods alt vigtigst. (Og nået helt andet er, at jeg ikke kvalificerede mig til DM. Hmmm jeg er meget uforstående for hvad dommerne har dømt mig udfra. Jeg får aldrig svaret for gider simpelthen ikke bruge 200 kr på benzin + 2 timers kørsel og yderlig 95 kr. På at få 5 min feedback. Så jeg holder mig til teorien om, de ikke kunne håndtere mine strækmærker og min nervøsitet skinte for meget igennem.)
Bleg, træt og INGEN energi
Tiden efter scenen er faktisk på mange måder være end diæt livet. Jeg valgte at køre på helt egne ben lige efter scenen. Magted simpelthen ikke flere planer og afvejning af mad, havde heler ikke råd til at fortsætte med en coach (Ja biler og bodybuilding, er vejen frem til en tom konto) Og så skyldte jeg også min søn, at han skulle have sin mor tilbage. Han skulle have en mor med energi og en mor der kunne nyde det samme mad som ham. Men det er virkelig hårdt, når man så længe har kæmpet for muskler og lav fedt %. At skulle se det hele bare forsvinde stille og rolig. Det er faktisk ligefør, jeg vil sige. Jeg er mere stolt af mig selv, over at erkende den spiseforstyrelse, jeg har givet mig selv. Nu handler det om 1 ting eller 2 ting. At overvinde min spiseforstyrlse og være en god mor for min søn. Thats it….
Prøve make-up og forsøget på at smile.
Jeg skrev dagbog gennem min diæt, grunden til den dagbog var at jeg vidste det efterfølgende ville blive rigtig svært og en kæmpe rutchebane. Men på trods af, jeg var sååååå afklaret med hele det efterfølgende forløb. Var jeg reelt set ikke klar over, hvor hårdt det var, før jeg stod i det.
Tja smilet på læberne og i øjnene, virkere mere ægte dengang end nu.
Tanken om en stram kjole nu. Det kan mit hoved slet ikke samarbejde med.
Uanset hvor vild en oplevelse det har været og uanset hvor meget, det i ny og næ kribler i fingrene for at komme på scenen igen. Anbefaler jeg ikke andre at gøre det. Jeg anbefaler andre at nyde deres frihed, vennekreds og familie. Og huske på at livskvalitet, er det der i bund og grund gør en lykkelig. Go for it hvis livskvalitet er store muskler, masser af cardio og afvejning af mad og at overlade din krop til et andet menneske. Men jeg tvivler på de fleste, hvis de skal være ærlig og mærke efter aller inderst inde, ser det som livskvalitet.
Jeg har valgt at dele lidt af de ting, jeg har skrevet i min dagbog. Selvom det er meget personlig. Håber jeg lidt, det kan hjælpe folk udefra, til at forstå hvad nogle atleter går igennem. Og at det virkelig er tiden efter scenen, hvor det er meget vigtig at forstå de ord der bliver sagt og blikke der bliver sent, kan gøre ufatlig ondt. Uanset hvad der er ment med det. En atlet der skal til at forholde sig til sin krop efter scenen, er meget sårbar og det er virkelig små ting der kan smadre det hele.
Et ægte grin
Jeg laver et nyt opslag, når jeg har fået sammensat lidt af de vigtigste pointer, fra min dagbog. (Den er lang… Så der går nok et par dage).
Dengang havde jeg det ok i en bikini. Nu væmmes jeg ved tanken om at skulle vise mig i en bikini
